Tilbage til oversigt over emner for ambulance-eleven

Lungernes anatomi

Luftvejene består af de øvre og de nedre luftveje, og begrebet “Luftvejene” dækker derfor over et stort område. De øvre luftveje indebærer munden, næsehulen og vejen ned til struben, hvor de nedre luftveje starter.

De nedre luftveje er “luftrørene” fra struben og helt ned i lungerne (såkaldte bronkier), lungerne og alt hvad disse indebærer, herunder alveolerne, som er der hvor luftskiftet mellem kroppens kredsløb og lungesystem foregår. Der findes 23 “forgreninger” af bronkier. Fra den 17.-18. generation af forgrening vokser der alveoler, og der begynder derfor at foregå luftskifte derfra.

Bronkierne starter ved slutningen af luftrøret (trachea, ‘tra-kea’), og forgrener sig videre, hvor de fra bronkier (store luftrør), bliver til såkaldte bronkioler (mindre luftrør), og udmunder som alveolesække. Bronkie leder luften ned i lungerne, sådan at der kan foregå en gasudveksling mellem ilt og kuldioxid.
 

Idet luftskiftet reelt set først begynder at foregår fra 17.-18. generation af bronkier, er der luft fra 17.-18. generation og opefter, som ikke bidrager til luftskiften. Dette kaldes for luftvejenes anatomiske deadspace. Fra 16. generation og op til næseindgangen kaldes altså for deadspace. Deadspace udgør normalt 150 ml luft.

Bronkierne er opbygget af glatmuskulatur, der gør, at disse kan trække sig sammen efter behov. De er opbygget af elastisk væv, så de kan strækkes under inspiration og passivt trække sig sammen under ekspiration.

Alveoler er beklædt med et tyndt lag kapillærer, hvor ilt (O2) og kuldioxid (CO2) kan passere mellem alveole og røde blodlegemer i blodet. Disse sidder i store netværk, der kaldes alveolesække. Selve iltningen foregår gennem det, der kaldes diffusion og udgør hele kroppens iltning af blodet.

Lungerne er en del af de nedre luftveje og ligger beskyttet af brystkassens knogler både på forsiden og bagsiden. Den venstre lunger er en anelse mindre end den højre grundet hjertets placering.

Brystkassen (thorax) holdes sammen af thoraxvæggen, som er hvirvelsøjlen og de 12 ribben, samt al muskulaturen i thorax (interkostalmusklerne imellem ribbenene).

Lungerne selv er opbygget af elastiske fibre og har derfor evnen til at ændre rumfang i takt med vores respiration. Når lungerne er fyldt med luft, er lungernes elastiske fibre strukket ud, og det eneste tidspunkt, hvor lungernes fibre ikke er under konstant tryk.

Vejrtrækning

Når man trækker vejret sker dette ved en dannelse af et undertryk i thorax, sådan at luften suges ned i lungerne. Eksspiration sker passivt. Respirationen styres af medulla oblongata i hjernen vha. CO2 sensorer i kredsløbet. Kroppen har CO2 sensorer i kredsløbet (i blodårerne), der måler på hvor meget CO2, der er i kroppen. Hvis disse måler et forhøjet CO2 indhold i blodet, sendes dette til medulla oblongata i hjernen.

Medulla oblongata forsøger efterfølgende så at øge vores respiration, da der er CO2 i vores udåndingsluft, sådan at vi kan komme af med noget CO2. Ved hårdt fysisk arbejder stiger CO2 indhold i blodet, dette registreres af CO2 sensorerne i blodet, og derved øges ventilationen.

Patienter med lungesygdommen KOL har haft en meget langvarig tilvænning af høj CO2 i blodet, så deres respirationsstyring er blevet ændret til, at de nu regulerer deres vejrtrækning på mængden af O2 i kredsløbet i stedet for CO2.

Dette gør, at man ved en KOL-patient skal være påpasselig med at give dem for meget ilt, da dette kan få medulla oblongata i hjernen til at tro, at der er masser af ilt i kroppen, og derfor nedsætter patientens ventilation.

Videre til næste afsnit: Hjerne og nervesystem