Tilbage til oversigten over emner for ambulanceassistenten

Hvad skal du vide om luftvejene?

Inden for luftveje skal man til assistentprøven kende luftvejens anatomi, både de øvre og de nedre luftveje. Dog med langt større fokus på de nedre luftveje, dvs. luftrøret, bronkier og alveoler, hvordan vi trækker vejret, og hvad der foregår ved luftskifte.

Derudover skal man kunne de mest almindelige luftvejssygdomme.

Overordnet om luftvejene

Luftvejen inddeles anatomisk og fysiologisk i de øvre og de nedre luftveje. Det er vigtigt, at man gør sig bevidst om, hvornår der er tale om et luftvejsproblem i de øvre luftveje eller de nedre luftveje, da behandlingen varierer derefter.

De øvre luftveje:

• Næse og næsehulen
• Svælget
• Strubehovedet (larynx)

De nedre luftveje:

• Luftrøret (trachea)
• Bronkier
• Alveoler

Larynx

Øverst i larynx sidder strubelåget, epiglottis. Epiglottis er en anatomisk struktur, der er designet til at forhindre, at fødevarer og væsker bevæger sig den forkerte vej ved at lukke af for de nedre luftveje under synkebevægelsen.

Forestil dig epiglottis som et låg eller en klap, der dækker luftrøret. Ved synkning klapper disse i og tillader ikke andet end luft ind i luftrøret. Epiglotiis er en yderst vigtig struktur, og uden denne ville vi risikere kvælning hver gang, vi spiste noget.

Når man foretager en intubation, er det epiglottis, man skal forsøge at bevæge tuben ubesværet igennem og uden at skade epiglottis.

De nedre luftveje

De nedre luftveje begynder ved luftrøret (larynx) og består af hele luftrøret, det fulde bronkiesystem og begge hele lunger.
 

Ca. 10 cm nede af luftrøret deler luftrøret sig, her starter de to hovedbronkier. Der findes i alt 23 generationer af bronkier, hvor luftskifte sker ved 17-18.-generation vha. diffusion.

Bronkierne starter, hvor luftrøret deler sig, hvor det så ender som bronkioler og udmunder som alveolesække. Bronkier leder luften ned i lungerne, så der kan foregå en gasudveksling.

Luftskifte begynder at foregå ved 17.-18. generation, men foregår primært i alveolerne i lungerne. Dette skyldes, at de er begyndende beklædt med alveolesække (i få antal ved 17. generation, men nok til at påbegynde gasudveksling).

Fra den 16. generation og op til næseindgangen kaldes for deadspace – altså den mængde af plads i lungesystemet, hvor der ingen luftskifte foregår. Deadspace udgør normalt 150 ml.

Bronkierne er opbygget af glatmuskulatur, der gør, at disse kan trække sig sammen efter behov. De er opbygget af elastisk væv, så de kan strækkes under inspiration og passivt trække sig sammen under eksspiration.
 

Alveoler er beklædt med et tyndt lag kapillærer, hvor ilt (O2) og kuldioxid (CO2) kan passere mellem alveole og røde blodlegemer i blodet.Disse sidder i store netværk, der kaldes alveolesække. Selve iltningen foregår gennem diffusion og udgør hele kroppens iltning af blodet. Bronkierne og alveolerne har en samlet overflade på 80-100 m2.

Lungekredsløbet

Lungekredsløbet er den del af kroppens kredsløb, der forsyner kroppens blod med ilt og fjerner affaldsstoffer. Det starter fra den højre ventrikel, hvor det bevæger sig ud i lungekredsløbet, op til lungernes alveoler, hvor det bliver iltet, og derefter tilbage til den venstre atrium.

Dette foregår igennem diffusion, hvor blodet i lungekredsløbet bevæger sig helt tæt på alveolesækken, sådan at O2 og CO2 kan diffundere over imellem hinanden. Dette foregår i lungekredsløbets kapillærer.

Lungerne

Lungerne er en del af de nedre luftveje, og ligger beskyttet af thorax’ knogler både på forsiden og bagsiden er kroppen. Den venstre lunger er en anelse mindre end den højre grundet hjertets placering.

Lungeoverfladen er beklædt med “3 lag”, som der ikke er nødvendig at kunne.

Thorax holdes sammen af thoraxvæggen, som er hvirvelsøjlen og de 12 ribben, samt al muskulaturen i thorax (interkostalmusklerne imellem ribbenene). Lungerne selv er opbygget af elastiske fibre, og har derfor evnen til at ændre rumfang i takt med vores respiration. Når lungerne er fyldt med luft er lungernes elastiske fibre strukket ud. 

Respiration

Normal respiration sker ved dannelse af undertryk i thorax, så luften suges ned i lungerne. Når thorax’ rumfang øges, trækker thoraxvæggen og diaphragma i lungerne. Dette er en aktiv process der kræver energi (inspiration).

Når lungerne nu er strukket helt ud, kræver det blot at inspirationsmusklerne slapper af, hvorved luften igen presses ud af lungerne. Man siger derfor, at eksspiration i hvile sker passivt. Under fysisk aktivitet bliver eksspiration dog til en aktiv process, da luften skal presses hurtigere ud af lungerne end det er muligt med passiv aktivitet.

Ved fysisk aktivitet skal der bruges bugmuskler og intercostal muskler til at presse luften hurtigt ud af lungerne, sådan at der kan komme ny og frisk ilt ned i lungerne igen.

Når lungerne udvides, opstår der et undertryk inde i alveolerne, sådan at luften strømmer fra omgivelserne og ind i alveolerne gennem diffusion.

Ved en normal respiration ser man en respirationsfrekvens på mellem 12-20 (12-16 i nogle bøger). Er respirationen hurtigere end 20 kaldes respirationen for hurtig og overfladisk.

Respirationsstyring

Respirationen styres af medulla oblongata i hjernen vha. CO2 sensorer i kredsløbet. Ved hårdt fysisk arbejder stiger CO2 indhold i blodet, dette registreres af såkaldte kemoreceptorer, der sidder bestemte steder på indersiden af blodårerne. Kemoreceptorer sender et signaltilbage medulla oblongata som øger respirationen.

Patienter, med lungesygdommen KOL, har haft en meget langvarig tilvænning af høj PCO2, så deres respirationsstyring er blevet ændret til blive reguleret på mængden af O2 i stedet.